SNERLEHUSET
Sommerhus ved fjord og skov

Lidt om nærområdet

Sommerhuset ligger på en fin grund i det naturskønne og børnevenlige sommerhusområde, Nørhede vest, ved Nissum Fjord.

 

I sommerhusområdet er der gode stier, både til gåture (også barnevognsvenligt) - og cykelture.

I skovområdet, ikke langt fra sommerhuset, er der en lille skovlegeplads med rutsjebane, gynger og et shelter. Her kan man tage sin madpakke med og spise ved bordene og bænkene.

 

Nede ved fjorden, kun 700 meter fra sommerhuset, ligger Sandholm havn. Det er en lille idyllisk jollehavn, her er der små fiskerhuse og mulighed for at købe fisk om morgenen. Ved havnen er der også en mindre legeplads med gynger og vipper. Her er også borde og bænke. I sommerperioden er der toilet på havnen.

Det er muligt at sætte båd, kajak eller kano i vandet ved havnen. Længere henne ved fjorden findes et surfområde.


 


Ikke langt fra Sandholm Havn ligger der en lille børnevenlig badestrand. Her er vandet lavt, og der er en badebro, der fører længere ud i vandet. Badesko vil være en idé, da der kan være skarpe sten i fjorden.

 

Der er god mulighed for at fiske i fjorden. For at fiske i fjorden skal man have fisketegn. 

Miniguide til området

Indkøb

I Sdr. Nissum, ca. 2 km fra sommerhuset, ligger der en Dagli' Brugsen med et fint udvalg af dagligdagsvarer. Ved Brugsen er der også mulighed for at tanke benzin og diesel.

                        

Ulfborg ligger 12 km fra Nørhede. Ulfborg er en fin lille by, der har en del forskellige butikker. I Ulfborg er der både Apotek, Bager, Byggemarked, Netto og ABC Lavpris. I Ulfborg er der også en svømmehal og mulighed for at spille fodboldgolf, lasergame m.m.

                        

Hvis der er behov for mere decideret shopping, så ligger Søndervig 22 km syd for sommerhuset. Det er en flot køretur langs vestkysten. I Søndervig er der mange butikker med alle slags tøj, brugskunst, iskiosker, restauranter osv.

                        

10 km nord for Nørhede ligger fiskerbyen Thorsminde. Nede på havnen er der to gode fiskeforretning, 'Nørgaard fisk og Røgeri' eller 'Gammel havn røgeri', der har et fint udvalg af fersk og røget fisk. Når vejret er godt, er der også mulighed for udeservering.

Sdr. Nissum

I Sdr. Nissum ligger Sportstorvet og  Multihallen. Her er der utrolig mange muligheder for at være aktiv både indendørs og udendørs- uanset om man er stor eller lille.        

På Sportstorvet er der bl.a. en stor svævebane, helårs kælkebane, frisbee golf, klatrevæg, motions- og legeredskaber . Aktiviteterne udenfor er til fri afbenyttelse.

 I Multihallen finder man Motionscenter, squashrum, baner til eks. Badminton, golfsimulator, skydesimulator, billard/pool, air hockey, bordfodbold, dart osv.

Adgangskort til Multihallen kan købes i DagliBrugsen i Sdr. Nissum.

Familie dagsadgang koster 150 kr.

Enkelt person dagsadgang koster 50 kr.


Thorsminde

Thorsminde er et besøg værd. Det er en lille hyggelig fiskerby med havnemiljø. I Thorsminde ligger slusen, for her mødes Vesterhavet og fjorden.

Der er mange, der kommer til Thorsminde for at fiske. På havnen er der endvidere en hytte, hvor man har mulighed for at grille sin fangst.


Bag Havet og fjordens hus (som man kan se fra havnen) ligger Thorsminde Bevægelsesplads, som er en stor og alsidig legeplads (for alle aldre).


I Thorsminde ligger Strandingsmuseet St. Georg. Museet beskriver vestkystens dramatiske strandingshistorier. 

Ved museet ligger en fin legeplads, og der er mulighed for en gåtur ud på molerne. På havnen er der en grillbar, hvor der kan købes is.

Vesterhavet

Vesterhavet ligger kun 4,5 km fra sommerhuset. En af de nærmeste strande er Spidsbjerg Strand. Den kommer man automatisk forbi, når man kører mod Thorsminde. 

På vejen hen til stranden ligger Spidsbjerg Skovlegeplads. Det er et rigtig stort og fint område med mange legeredskaber og mulighed for at spise medbragt mad.                                                                                  





Husby Klitplantage


Husby Klitplantage og Vedersø Klit er smuk natur, som er et besøg værd. Hvis du ikke udforsker området på egen hånd, så kan du få en unik naturoplevelse med guidet natursafari i traktorbus. Der udbydes ture ved Husby Klitplantage og Vedersø Klit eks. Svampetur, fugletur og dyreliv. 


For enden af Græmvej ved Husby ligger en rigtig god og børnevenlig badesø, Skavemosen, med klart vand.

Græm strand, som ligger meget tæt ved søen, er i øvrigt en naturiststrand.


        

Fiskeri

Der er stor mulighed for at fiske enten i Nissum Fjord eller ved havnen i Thorsminde. Der er også en del put & take søer i området. 
Ned på Sandholm Havn kan man finde relevant info om fiskemulighederne i og omkring fjorden samt info om fisketegn/dagskort.
Mange vælger også at fiske på havnen i Thorsminde. I Thorsminde er der en fiskeriforretning, og ved vandet ligger der en hytte, hvor man kan grille sin fangst. 
For at fiske skal man have fisketegn.

OBS: Bemærk at der er særlige regler for fiskeri i Nissum Fjord.







Sejlads

Fjorden egner sig godt til sejlads med mindre både, kanoer, kajak, windsurfing og SUP. Der er lavvandet på størstedelen af fjorden, men der er også dybe render, hvor man ikke kan bunde. Det anbefales at sejle langs kysten. Bemærk at nogle steder ved fjorden er fredede områder.


OBS: Både, kajakker m.m. forefindes ikke ved sommerhuset.




Sport

Sommerhusområdet egner sig godt til løbeture (pga. alle de gode stier), og der er også rig mulighed for en god tur på mountainbike.
Der findes vandre - og cykelruter rundt om Nissum Fjord. Desuden er der gode vandreture ved Husby Klitplantage.
OBS: Cykler skal selv medbringes eller lejes ved en campingplads

Hundeskov

Hvis I har hund med, så er der god mulighed for at få den motioneret. Ude på Klitvej ved Husby, ligger der en hundeskov. Skoven er indhegnet og jeres hund kan få lov til at løbe frit omkring.

Yderligere turistinfo

For mere dybdegående information (bla. Tidevandskalender, dato for loppemarkeder, restauranter m.m.) anbefaler vi at kigge i den officielle Turistguide for Ulfborg-Vemb.


Læs mere om Nissum Fjord og dens muligheder og særlig regler vedr. fredede områder.